Mit syn på terapi (og supervision) i en relationel traume- og kropsorienteret kontekst

Alle forløb hos mig – både terapi, supervision og kurser - er baseret på en oplevelses- og kropsorienteret træning i egne relationelle færdigheder. 

Hvad menes med “oplevelsesorienteret” og “kropsorienteret”?

  • I oplevelsesorienterede samtaler insisterer vi på at bringe  “det svære” ind i nuet i samtalen. Det gør jeg ved at bede dig om at give plads og tid til at mærke ubehaget i kroppen. Det modsatte er, at “tale om det svære”, hvor vi ofte forholder os til “det svære” fra et intellektuelt perspektiv. Hermed holder vi ubehaget væk.

  • Når vi får en kropslig oplevelse af at kunne rumme det ubehagelige, skaber det et forandrende fodfæste, som i væsentlig grad forøger den blivende effekt af fx terapien.

  • Formålet er at øge vores kapacitet til at rumme ubehag og således kunne bibeholde kontakten til os selv imens

I samtalen bliver vi sammen nysgerrige på, hvordan vores egen adfærd har beskyttet os, så vi nu kan begynde at opdage de steder, hvor vi undgår, springer over, går op i hovedet, bliver overvældede, trætte, føler os værdiløse eller ikke gode nok. Altså lukker ned for ubehaget.

Vi arbejder ikke kun ud fra forståelse og teori, men primært på - via praksisoplevelser sammen - at tilegne os en viden om de dybe lag i os selv, og en større kapacitet i at kunne rumme vores egen traumatologi og tilknytningshistorie.

Når vi sætter tempoet ned og prøver at være til stede i det svære sammen, bliver det muligt at opdage de kropslige lag, der stadig er stivnet, forsvundet eller fastlåst. Vores formodning er, at disse kropslige tilstande stammer fra lag, som aldrig er blevet set og mødt med en tilpas kraftfuld og matchende kontakt, så de har kunne regulere og opløse sig og dermed slippe det livfulde fri igen.

Så gad vide hvordan dine kropslige og ofte ordløse tilstande ræsonnerer ind i det følgeskab vi kan tilbyde?

  • ”Jeg har haft 3 sessioner hos Henrik og har oplevet en forståelse og indføling, der ligger ud over det sædvanlige. Udfra, min ofte, diffuse forklaring omkring min problemstilling, har han kunnet pege på en vinkel, som jeg hver gang bliver overrasket over."

    En tidligere kollega

  • Stille og roligt med Henrik som wingman, nærmer jeg mig kanten af det der står og venter på min opmærksomhed. I virkeligheden har jeg ingen anelse om, hvad der skal ske, men er nysgerrig og bliver langsomt guidet fra min forståelse og mine historier i mit hoved ind og ned i min krop. Her står jeg så og kigger ind i mit indre kaos af forvirring, sorg, vrede og alle de følelser der fylder mig lige nu og her. Overraskende popper billeder og emotioner op, som jeg så sætter ord på. Jeg mærker at musklerne på bagsiden af mit højre ben spænder op og fornemmer at min krop drejer sig til venstre. Henrik spørger ind til mine arme. Jeg ser nu forbløffet at mine arme er låst fast. Under hele forløbet bliver jeg guidet ind til at mærke, hvad der sker i min krop. Henrik opdager detaljer og spørger ind til de tanker, jeg ikke selv opdager går igennem mit hoved. Svært at forklare det, men jeg kan se, at det er mega vigtigt for mig at opdage, hvad det er jeg "siger" til mig selv. Jeg opdager at min venstre arm bevæger sig i små ryk ud mod venstre. Jeg bliver opfordret til at rejse mig op for at undersøge, hvor den vil hen. Jeg kommanderer rundt med Henrik for at se, hvor det passer mig bedst, at han er, så der er ro i mit system. Pludselig går det op for mig, at jeg jo selv kan bevæge mig derhen, hvor jeg vil være. Jeg siger det højt. Så begynder der at ske noget. Henrik beder mig om at sige det igen: Jeg kan selv! Spændingerne i min krop begynder langsomt at løsne op. Hver gang er jeg overrasket og taknemmelig over det mod, min krop er villig til at støtte mig med i processen”.

    Gitta