Supervision betyder overblik
Overblik over både det kognitive, det følelsesmæssige og det instinktive, der bliver bragt i spil i dit møde med borgere, kolleger og andre medmennesker.
Imens du fortæller om din medbragte case, øver vi evnen til at kunne flytte fokus fra det, der foregår i og hos den anden, til det, der foregår i dig og i din krop lige nu.
Ikke kun selve det oplevede og historien, men især de mere subtile sansninger og tilstande, der ofte løber ubevidst imellem os på et kropsligt plan og sjældent bliver opdaget.
Disse tilstande kan eksempelvis være skam, forladthed, forkerthedsfølelse, angst eller dissociering og er næsten altid meget kraftfulde nonverbale udtryk. Som de dybeste havstrømme i oceanerne, der flytter enorm energi, uden at vi sjældent kan se det på havets overflade.
Disse ofte skjulte tilstande vandrer ofte fra borgeren over i den professionelle (overføring) og mærkes eksempelvis som fastlåsthed, tvivl på egne evner, som udmattelse eller smerter og opspændinger i kroppen.
I samtalen bliver vi sammen nysgerrige på, hvordan vores egen adfærd har beskyttet os, så vi nu kan begynde at opdage de steder, hvor vi undgår, springer over, går op i hovedet, bliver overvældede, trætte, føler os værdiløse eller ikke gode nok. Altså lukker ned for ubehaget.
Vi arbejder ikke kun ud fra forståelse og teori, men primært på - via praksisoplevelser sammen - at tilegne os en viden om de dybe lag i os selv, og en større kapacitet i at kunne rumme vores egen traumatologi og tilknytningshistorie.
Gevinsten ved denne forøgede kapacitet er fx at vi nu kan stå fast og bevare overblikket samtidig med empatien i selv svære situationer. Det modvirker også udbrændthed og forebygger stress, fordi vi via øget kendskab til eget og andres nervesystemer nu kan støtte nervesystemerne til at falde til ro igen.
Er du nysgerrig, så kontakt mig gerne. Jeg tager også gerne ud og besøger dit team, hvor jeg gratis og uforpligtende kan fortælle om min måde at supervisere på.